Du keder dig, det er gråt og regner uden for, og du ved ikke hvad du skal lave. Eller, I er i sommerhus, men vejret er ikke med jer, og I må finde på noget indendørshygge. Her er puslespil en genial idé –  og der ligger helt sikkert ét i skuffen! Der findes puslespil til alle aldre, både de små og nemme og store og avancerede.
Men ’seriøst, puslespil?’ tænker du måske. Mange mener at puslespil er alt for kedeligt og langsommeligt og slet ikke hører hjemme i 2017. Men nogle ting har det med at overleve trods alle odds –  og det har puslespillet gjort! Der er stadig mange der nyder at slappe af med at sidde og pusle med at få brikkerne på plads og skabe et smukt motiv på køkkenbordet. For mange kan det ‘cleare’ hjernen og få pulsen til at falde helt ned, når tempoet er så stille og roligt, og ét man selv sætter. Mange slapper straks af når de sidder med brikkerne foran sig, men faktisk er det også rigtig godt for hjernen – altså en sund måde at slappe af på.

Puslespil er god hjernegymnastik

Det er vigtigt at vi stimulerer vores hjerne, for det er jo den der er “maskinen” bag det hele, og puslespil kan øge hjerneaktiviteten uanset hvilken alder man er i. For de helt små styrker puslespil finmotorikken når de skal få fat i knopperne på brikken og få dem lagt i de rigtige huller. Større børn lærer også utroligt meget af at lægge puslespil. Det er en god udfordring at skulle overskue et motiv og finde en manglende brik, og det hjælper på deres forståelse for former og farver. For unge og voksne er det også en sund måde at slappe af på. Hjernen har godt af at få lov til at fordybe sig og koncentrere sig med ro på. Det hjælper også på hjernens evne til at se og huske mønstre og fremmer den logiske sans. Og for de ældre er der også mange fordele ved at samle puslespil. Det styrker nemlig deres evne til at holde hovedet klart og skarpt, det er med til at forebygge Alzheimers og holder hjernen i gang.

Det behøves ikke at være kedeligt at spille puslespil

I dag findes der mange flere varianter end de almindelige bræt-puslespil. Man kan få dem i 3D, så man eksempelvis bygger kendte bygninger som miniature-model, eller som et panorama-puslespil. Man kan sågar også få det som kugleformede puslespil. Ellers er det bare en fordel at vælge et motiv som man sidder og nyder. Et puslespil kan både nydes helt alene med en kop the og noget godt musik i baggrunden, eller det kan være for hele familien, som kan få hver deres del at begynde på. Uanset hvad er puslespil i hvert fald et virkelig godt alternativ til det ikke så stimulerende fjernsynskiggeri. I stedet for er det en aktivitet som styrker hjerneaktiviteten og som man kan være sammen om.