Kan man ikke udlåne sådan en dreng i nogle år, så han kan komme hjem igen, når puberteten er overstået, bemærkede min søster med et noget anstrengt smil, da hun var på besøg hos mig i sidste uge. Baggrunden var, at hun havde haft en noget ophedet diskussion med sin søn Birger på 14 år om, hvordan han skal være påklædt til den fest, både de og vi skal deltage i næste lørdag, hvor vores far fejrer sin 60 års fødselsdag.

Min søster havde fra en start sat hælene i, da Birger havde sagt, at han nok skulle finde sin pæneste T-shirt og de nyeste cowboybukser til lejligheden. Du skal aldeles ikke have nogen T-shirt på, hvad min søster svaret og lovet Birger, at de kunne gå i byen og købe en rigtig skjorte til ham.

Og så var det, at Birger var blevet stædig og havde fortalt sin mor, at hun aldrig kunne få ham til at tage en skjorte på, for det ville han under ingen omstændigheder kunne holde ud. Min søster betroede mig, at hun faktisk havde haft en drøm om, at hun også kunne lokke Birger til at have et slips på til festen, men den drøm havde hun nu opgivet.

Jeg har et godt tag på Birger, så jeg tilbød min søster at gå i byen med ham og finde noget passende tøj til festen. Det tog hun gerne imod, så i går var Birger og jeg på indkøb. Jeg undgik helt at bruge ordet skjorte, men i herreekviperingsforretningen fik jeg øje på en hvid rullekrave T-shirt, som jeg lidt forsigtigt udpegede for Birger.

Til min overraskelse var han ikke helt afvisende overfor den tanke, og han fortalte mig, at han faktisk selv havde tænkt på en langærmet T-shirt for i det mindste at imødekomme sin mor en smule. Han havde set nogen her: http://www.arkuri.dk/herretoej-349/t-shirts-242/langaermede-t-shirts-254/

Det med en ensfarvet, hvid T-shirt var helt sikkert ikke Birgers livret, og jeg har da også lagt mærke til, at han til daglig altid går i T-shirts med print af en eller anden slags – ofte med en tekst, der signalerer det, vi for nogle årtier siden kaldte ungdomsoprør.

Han køber altid T-shirts med print enten hos Arkuri eller hos Store Drenge.

Men det lykkedes mig trods alt at få Birger til at acceptere den ensfarvede T-shirt med rullekrave, som jeg faktisk selv syntes var ganske klædelig. Og i betragtning af Birgers alder mener jeg egentlig heller ikke, at han absolut skal tvinges til at tage en skjorte på, selv om hans morfar holder stor fødselsdagsfest.

Jeg havde lovet min søster også at finde et par nogenlunde hæderlige bukser til Birger. Til daglig går han normalt enten i nogle rædselsfulde hængerøvsbukser eller et par mere eller mindre slidte joggingbukser, og Birger var trods alt klar over, at ingen af de to typer bukser ville være passende til festen.

Men han havde heldigvis ikke de store indvendinger mod et par nydelige, sorte jeans i cowboystil, som ekspedienten i forretningen viste frem. Dem kunne jeg godt godtage, og den farvemæssige kontrast til den hvide T-shirt var med til, at Birger også kunne gå med til dem.