Vi elsker af give hinanden udfordringer i min familie. Det er noget, som har stået på i årevis, og som har udviklet sig en del, som tiden er gået.

Det er faktisk noget vi har gjort helt siden vi var børn. Den gang kunne det bare være noget så simpelt som: Hvem kan løbe hurtigst rundt om søen? Eller hvem kommer først til købmanden på cykel? Hvem kommer længst, når vi hopper af gyngen? Osv.

Da vi blev en anelse ældre, blev det lidt mere forskellige former for hovedbrud, at vi kunne finde på at udfordre hinanden i. Da den populære Rubiks Cube kom frem i 1980’erne blev det næsten med det samme den, som blev populær at holde indbyrdes konkurrencer i at løse. I starten kunne vi ikke klare mere end et par af siderne, men lige pludselig begyndte der at dukke vejledninger op i, hvordan man kunne klare opgaven. Og så gjaldt det selvfølgelig om at kunne klare hele terningen så hurtigt som muligt. Men også små udfordringer med tændstikker, eller sjove figurer som skulle skilles eller samles kunne give os masser af morskab og konkurrence.

Efterhånden som vi nu er blevet voksne er det mere udfordringer i paratviden, som har taget over. Og spil som f.eks. Bezzerwizzer eller Trivial Pursuit kommer ofte på bordet, når vi mødes. Og der bliver kæmpet en brav kamp – for det er jo håneretten det hel drejer sig om. Og den har vinderen jo altså som ejendom indtil vi mødes og dyster igen næste gang.

Vi har også en overgang som voksne forsøgt os med udfordringer, som minder lidt mere om barndommens første udfordringer – bare i lidt større stil. Et år var det konkurrence om at komme først i kano på Gudenåen. Og et andet år havde vi været så overmodige at melde os til at deltage i et halvmaraton. Men den slags fysiske udfordringer er vi heldigvis kommet over igen. Der er ikke så mange af os, som kan holde til det mere – og give op, det er i hvert fald ikke et ord, som står i vores ordbog. Så ofte kan det jo tage os dagevis at komme ovenpå igen, når de store fysiske udfordringer har været bragt frem.