Endnu en gang har jeg kvajet mig. Jeg er faktisk flov over at sige det. Men det er tredje gang inden for en måned, hvor jeg er nødt til at ringe til forsikringsselskabet, som har forsikret min bil. Jeg har sådan en dækning, som gør, at hvis der sker noget med bilen, så kommer de og tager sig af problemet med det samme. Og nu er det tredje gang, at batteriet er dødt. Jeg har en frygtelig uvane med at lade bilen stå stille i lang tid. Ja, jeg kommer ikke forbi den til daglig. Rent ud sagt er den en luksusgode. Den er rar at have, hvis jeg vil på udflugt, eller besøge venner, som bor i den anden ende af landet. Men til hverdag har jeg ikke brug for den. Derfor glemmer jeg den. Og derfor dør batteriet. Og nu skal jeg så til at ringe til forsikringsselskabet og bede dem om at komme endnu en gang for at hjælpe mig med at få bilen startet.
Lidt pinligt måske
Jeg synes, at det er pinligt. Men på den anden side, så betaler jeg jo netop for den service. Og det er ikke billigt. Så hvorfor tænker jeg hver gang, at det ville være meget bedre, hvis jeg havde brug for at finde en billig låsesmed i København, som kan komme og hjælpe mig med at få åbnet min hoveddør? Fordi jeg godt ved – en lille smule – om biler. Jeg ved godt, at man skal holde sin bils batteri i gang.
Hvorfor gør jeg, det så ikke? Måske fordi jeg i virkeligheden er bange for at køre bilen. Altså ikke på den måde, at jeg er bange for det tekniske. Jeg er god til at køre en bil. Men jeg er alvorligt bange for de andre bilister. De kører jo som gale. Asociale overhalinger. Farlige overhalinger indenom. Fartkørsel. Ja, du ved sikkert, hvad jeg taler om.
Hensynsfuld er jeg da
Selv synes, jeg er en meget hensynsfuld chauffør. Jeg stopper altid for at lade en mor med barnevogn krydse gaden. Resultatet: Jeg bliver stresset, fordi jeg kan høre, at folk bag ved mig dytter. Du ved godt, at man kan høre irritationen fra andre bilister, når man ikke kører hurtigt nok frem for grønt lys. Det er det samme. Men hvorfor? Er det virkeligt så nødvendigt at nå frem til det næste, røde trafiklys? Er det sådan en forestilling om, at man har det bedst, hvis man står først i køen?
Så mit dilemma er nu følgende: Skal jeg lade bilen stå med dødt batteri i den kommende uge, eller skal jeg tage mig sammen og ignorere mit personlige nederlag (og min personlige stolthed) og ringe til forsikringsselskabet i morgen og bede dem om at hjælpe mig med at få startet bilen igen?Jeg har jo endda taget et kursus på Autocollege engang.
I virkeligheden er spørgsmålet, så om jeg kan gøre det samme krumspring på mig selv om to uger. Jeg ved jo godt, at det samme vil ske igen. Jeg kører i bilen i et par dage. Finder en god parkeringsplads, og så glemmer jeg den. Indtil næste gang jeg får brug for den.